Psykomotorisk terapi

Psykomotorisk terapi kan tilpasses mange målgrupper. Vi kan arbejde med lige dét du har behov for. Gennem psykomotorisk terapi får du muligheden for at opleve dig selv og din krop i et andet lys. Du får værdifuld viden og redskaber du kan bruge igennem hele livet.

Jeg har arbejdet med mennesker siden jeg blev færdiguddannet i 2017. Senere har jeg specialiseret mig i den psykiske og fysiske forandringsproces fra kvinde til gravid til mor og arbejder i dag med denne målgruppe. Jeg er certificeret ammevejleder og doula in spe hos Dansk doula institut.
Disse egenskaber bruger jeg også i den psykomotoriske session. Læs mere om mig her.

Hvert forløb er unikt og tilpasses din henvisningsårsag. Jeg arbejder ud fra devisen om at du er klogest på din krop, min opgave er at hjælpe dig med at finde redskaberne til at forstå den. Når du har mestret de redskaber, har du grundlag for at handle mere bevidst i dit eget liv.

En session psykomotorisk terapi varer 90 minutter og består af en kombination af samtale, øvelser og kropsbehandling/afspænding.

Samtalen foregår som udgangspunkt i starten af sessionen. Første gang afklarer vi din målsætning eller forventning til sessionen/forløbet. Vi arbejder med handlemekanismer, tankemønstre, oplevelser, mestringsstrategier og bekymringer. Du bliver klogere på de psykiske og fysiologiske processer der sker i din krop og du finder ud af hvordan du bruger det i hverdagen.

Øvelserne får du med som konkrete strategier og værktøjer du kan bruge udenfor behandlingen. Du kan også få en opgave med hjem som du kan arbejde på til næste session. Opgaven kan både være i form af fysisk eller mental øvelse.

Den psykomotoriske kropsbehandling består af manuelle greb der er tilpasset spændingsbalancen i din krop. Behandlingen suppleres af dialog så du bliver opmærksom på hvad du mærker i kroppen og lærer den bedre at kende. Det giver et godt udgangspunkt for at kunne aflæse og forstå de signaler din krop sender dig i hverdagen. Med en bedre kropsbevidsthed opøver du en evne til at handle i det du oplever til dagligt.

Kropsbehandlingen er ikke som traditionel massage, men består af blide greb, strøj og stræk, der har en afspændende og sanseoptimerende effekt. Her får du ro til at mærke kroppen som den er.

Behandlingen kombineres ofte med mindfullness som praktiseres i slutningen af hver session for at skabe ro i nervesystemet.

Min tilgang som psykomotorisk terapeut og fødselsterapeut:

Terapien foregår hjemme hos dig eller i Doulahuset Aarhus.